-
DSV-aktien banker op: »Kæmpe aktiesalg tæt på en sensation«
المصدر: BDK Finans / 04 أكتوبر 2024 03:37:20 America/Chicago
Der er fuld fart på de danske transportgiganter fredag formiddag. Mens Mærsk-aktien brager ned, så banker DSV-aktien op. Aktierne i den danske transport- og logistikgigant stiger nemlig med syv procent i den første handelstime på børsen. Det sker efter et par begivenhedsrige dage for selskabet fra Hedehusene. Onsdag fik DSV officielt papirer på tyske DB Schenker, efter at bestyrelsen i Schenkers ejer – Deutsche Bahn – godkendte det historiske opkøb til en pris på 107 milliarder kroner. Sent torsdag aften præciserede DSV så sine forventninger til driftsindtjeningen i 2024. Forventningerne blev løftet fra et sted mellem 15,5 og 17 milliarder kroner til et sted mellem 16 og 17 milliarder kroner. Det er meget tæt på analytikernes forventninger. Derfor er det ifølge investerings hos Nordnet Per Hansen heller ikke torsdagens præcisering, som løber med opmærksomheden blandt investorerne. Det er derimod fredagens meddelelse om, at den del af finansieringen af opkøbet af DB Schenker, som skulle findes ved udstedelse af nye aktier, allerede var i gang blot dagen efter aftalen blev bekræftet. »Tæt på en sensation« DSV meddelte i den forbindelse, at der skulle udstedes aktier for mellem fire og fem milliarder euro, svarende til omkring 30 til 37 milliarder kroner. Og allerede få timer efter kapitaludvidelsen blev igangsat, kan DSV så melde om, at alle aktierne nu er solgt. DSV udstedte således 26,4 millioner nye aktier til en række institutionelle investorer, svarende til 12,4 procent af aktiekapitalen. De blev solgt til torsdagens lukkekurs på 1.410,5 kroner. Dermed indbragte udstedelsen tæt på 37,5 milliarder kroner. Og selvom det ikke kommer bag på Per Hansen, at DSV med lethed kunne finde købere til aktierne, så er han alligevel overrasket over, at det er gået så hurtigt. »Det er ikke overraskende, at DSV kan sælge aktier. Heller ikke at de kan sælge mange aktier, hurtigt. Det er dog tæt på en sensation, at de kan lave en kapitaludvidelse på få timer på fem milliarder euro, som bliver solgt helt uden et prisnedslag«, lyder det fra ham. Ifølge mediet MarketWire var der tale om en fuldt garanteret emission rettet mod professionelle investorer. De havde indtil 8. oktober til at afgive bud på de nye aktier, men det er altså sket nærmest inden, at de blev udbudt. Og ifølge Per Hansen viser det, hvor stor tillid investorerne har til DSV. For en udstedelse af denne størrelse er bestemt ingen hverdagskost. »Det viser hvor stor tillid investorerne har til at DSV kan gøre det igen, nemlig succesfuldt at integrere en anden og meget stor virksomhed indenfor en kortere årrække«, lyder det fra investeringsøkonomen. Hos kapitalforvalteren ArthaScope er investeringsstrateg Lars Hytting også en smule overrasket over, hvor hurtigt det er gået. »Det er lidt besynderligt, at det kan lade sig gøre, og vidner om den store tiltro der er i markedet«, lyder det fra ham. Store aktører iblandt Det er nogle store aktører, som ifølge eksperterne viser DSV enorm tillid. Af meddelelsen fra DSV fremgår det nemlig, at verdens største kapitalforvalter BlackRock har købt for mere end 7,5 milliarder kroner, den canadiske pensionskasse CPP har købt for mere end 4,7 milliarder kroner, ligesom både Norges Bank og ATP har købt for mere end henholdsvis én milliard og en halv milliard kroner. De er alle underlagt en såkaldt lockup periode på 180 dage, hvor de ikke kan sælge aktierne. DSV-aktien er de seneste måneder steget markant i takt med, at rygterne om opkøbet af DB Schenker er taget til. På dagen, hvor nyhedsmediet Reuters i starten af september meldte, at det bliver DSV, der ender som køber af den tyske transportmastodont DB Schenker, steg aktien ti procent. Med dagens nye stigning er aktien oppe med 40 procent de seneste tre måneder. https://www.berlingske.dk/aktier/dsv-aktien-banker-op-kaempe-aktiesalg-taet-paa-en-sensation